Gå til hoved-indhold

PICNIC - Monotypier af Morten Buch

Morten Buch

Udstillingen PICNIC er den danske kunstner Morten Buchs største soloudstilling til dato. I 53 værker udforsker han motivet ’PICNIC’, som en henvisning til det klassiske motiv ’Frokost i det grønne’. Centralt i udstillingen er 44 helt nye Monotypier – den særlige form for grafisk tryk, hvor der kun laves et enkelt unikt tryk. Morten Buch (f. 1970) er primært kendt som maler. Det til trods har han også bred erfaring med grafikken, og i denne udstilling er tryk det helt centrale. I udstillingen PICNIC har Buch med stor nysgerrighed kastet sig ud i den særlige trykteknik kaldet Monotypi. Det særlige ved den er, at man modsat andre trykketeknikker som litografi, linoleum eller træsnit ikke trykker i oplag. Trykket er MONO – Der er ét enkelt tryk. På den vis har det både fællestræk med maleriet og grafikken. I alt 44 monotypier er blevet trykt på værkstedet Hostrup-Pedersen & Johansen i Valby. I denne udstilling suppleres de af skulpturer og et stort maleri, som alle kredser om Buchs fascination: En udforskning af det klassiske motiv ’Frokost i det grønne’. Nok først og mest kendt hos Édouard Manets berømte værk fra 1863 af samme navn. Hos Buch er ”PICNIC” en moderne udgave i både titel, form og indhold.

Dato og tid

Ons. d. 10. okt. 2018
Søn. d. 20. jan. 2019

Sted

Kastrupgårdsamlingen
Kastrupvej 399
2770 Kastrup
Vis på kort

Kontakt

32 51 51 80
Museets hjemmeside