Gå til hoved-indhold

Guld og grønne skove


I anledning af 100-året for Ordrupgaards stiftelse vises et udvalg af værker fra det nordsjællandske kunstmuseums fornemme samlinger, der bl.a. rummer dansk og fransk kunst fra guldalderen til begyndelsen af det 20. århundrede. I 1918 åbnede forsikringsdirektøren Wilhelm Hansen og hans hustru Henny deres hjem Ordrupgaard for kunstelskende medborgere. Her kunne man tage ægteparrets samling af franske impressionister og danske malere fra guldalderen til det moderne gennembrud i øjesyn. 2018 markerer således 100-året for indvielsen af Ordrupgaard. Men en nært forestående om-og udbygning betyder, at Ordrupgaard ikke kan markere jubilæet i eget hus. I stedet fejres det med en slags omvendt fødselsdagsfest, hvor museets primært danske samling kommer ud til gæsten. Fejringen starter på Holstebro Kunstmuseum, der i foråret bliver vært for et spændende udvalg af Ordrupgaards mesterværker. Kendte malerier af C.W. Eckersberg, L.A. Ring, Theodor Philipsen og Peter Hansen er blot nogle af de mange skatte, der vises på Holstebro Kunstmuseum. Det er første gang, samlingen vises udenfor København. Med på udstillingen er også et udvalg af Ordrupgaards udsøgte samling af én af dansk kunsts absolutte stjerner Vilhelm Hammershøi. I alt ni malerier med museets meget omtalte nyerhvervelse Hvide døre. Strandgade 30 (1899) som et højdepunkt. Udstillingen ”Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år” viser et udvalg af de værker, Wilhelm Hansen samlede fra begyndelsen i 1892 og frem til de første køb af fransk kunst i 1916. Det første maleri, som Wilhelm Hansen købte – et værk der også vises på udstillingen – er et lille oliestudie af Johan Thomas Lundbye. Sammen med øvrige værker af Guldalderens store navne danner dette udgangspunktet for samlingen, der demonstrerer, at Wilhelm Hansen tog afsæt på kunsthistorisk sikker grund. Men det var samtidens kunst, der for alvor fangede hans interesse. Danske malere som vennen Peter Hansen samt L.A. Ring, Theodor Philipsen og Vilhelm Hammershøi. Dristige valg, fordi disse unge og i samtiden uetablerede kunstnere markerede et nybrud i dansk billedkunst. Udstillingen viser også nogle af de første værker af franske kunstnere, som Wilhelm Hansen købte omkring 1916. Indkøb, der demonstrerede en ny begyndelse samt indvielsen af Ordrupgaard som en offentlig tilgængelig samling. Det er værker af Armand Guillaumin, Charles-François Daubigny og Narcisse Diaz de la Peña. Under Første Verdenskrig voksede samlingen af franske impressionister, som Wilhelm Hansen blev i stand til at købe både fordi økonomien blomstrede i det neutrale Danmark og fordi store privatsamlinger på grund af krigen blev sat til salg i blandt andet Frankrig. Så da Wilhelm og Henny Hansen i 1918 åbnede deres hjem, præsenterede de byens kunstinteresserede publikum for en enestående samling af dansk og international kunst. Wilhelm Hansen dør i 1936 og Henny bor på Ordrupgaard frem til sin død i 1951. Herefter overgår stedet til Staten. I 1953 åbner Ordrupgaard som museum, og er i dag et levende museum helt i stifterfamiliens ånd. ”Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år” er tilrettelagt i nært samarbejde med Ordrupgaard. Efterfølgende vises udstillingen på Ribe Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum samt Skovgaard Museet i Viborg. Udstillingen ledsages af en rigt illustreret bog om Ordrupgaards danske samling indeholdende tekster af Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark. "Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år" er et led i en hel række turnéer - der afholdes både i Danmark og udlandet - i året for Ordrupgaards 100 års-fødselsdag og midlertidige lukning grundet nybyggeri.

Dato og tid

Lør. d. 20. jan. 2018
Man. d. 21. maj. 2018

Sted

Holstebro Kunstmuseum
Museumsvej 2 A
7500 Holstebro
Vis på kort

Kontakt

97 42 45 18
Museets hjemmeside