Gå til hoved-indhold

James Rosenquist: Painting as immersion - amerikansk popkunstner

Sammen med Andy Warhol og Roy Lichtenstein var Rosenquist fra 1950'erne med til at etablere popkunst som kunstretning. Han er blandt andet kendt for sine enorme formater, som han begyndte at arbejde med i 50'erne og 60'erne.
OM UDSTILLINGEN Udstillingen på ARoS rummer over 50 værker, en del arkivmateriale og hidtil usete collager. Den er bygget op omkring tre af Rosenquists centrale og mest monumentale helhedsinstallationer: Horse Blinders (1968), som fra 2015 til 2017 har undergået en gennemgribende konservering, Horizon Home Sweet Home (1970), som med sine spejl-paneler og dramatiske tåger af tøris for alvor giver fornemmelsen af billedet som illusion, og det overvældende tredelte værk The Swimmer in the Econo-mist (1997-98) ejet af Guggenheim New York, som strækker sig over 27 meter. De tre helhedsinstallationer bliver suppleret med andre centrale værker fra Rosenquists tidlige produktion i starten af 60'erne og frem til 2011. OM KUNSTNEREN James Rosenquist (1933 - 2017) er født i North Dakota. Han gik på kunstakademiet i Minnesota. I 1950'erne flyttede han til New York, hvor han omgikkes kunstnerne fra generationen før popkunsten (de abstrakte ekspressionister). Han delte atelier med andre af USA's kendte kunstnere som Ellsworth Kelly og Agnes Martin, hvorigennem han lærte Robert Rauschenberg og Jasper Johns at kende. I disse år dominerede forfattere som Jack Kerouac og Allan Ginsburg den amerikanske litteratur, mens Dean Martin, Jerry Lewis og Thelonious Monk var fremtrædende indenfor underholdning og jazzmusik i det miljø, hvor Rosenquist færdedes. Han arbejdede som skiltemaler i Brooklyn og på Manhattan, og han malede de samme motiver igen og igen. Selv sagde han: Jeg malede billboards over hver en kiosk i Brooklyn i en sådan grad, at jeg kan male en Schenley whiskyflaske i søvne. KATALOG Til udstillingen er der udarbejdet et katalog på dansk, engelsk og tysk. Det er en omfattende produktion med den nyeste forskning inden for feltet. Forfatterne er foruden de to direktører fra henholdsvis Museum Ludwig og ARoS, Yilmaz Dziewior og Erlend G. Høyersten, den anerkendte tyske kunsthistoriker, Tom Holert, som skriver om Rosenquists helt særlige rumligheder; kurator og specialist på Museum Ludwig Stephan Diederich, der gennemgår udstillingens tematikker, den tyske kunsthistoriker Tino Grass, der lægger helt nye vinkler på Rosenquists arbejde, konservator Isabel Gebhardt, som beretter om den intensive konservering af og forskning i værket Horse Blinders, Tim Griffin, der er tidligere chefredaktør på det anerkendte amerikanske kunstmagasin Artforum, beretter om popkunstens politiske potentiale med udgangspunkt i James Rosenquists værker og Sarah Bancroft, Studio manager hos Rosenquist Studio har bidraget med en omfattende artikel samt biografi suppleret med personligt billedmateriale.

Dato og tid

Lør. d. 14. apr. 2018
Søn. d. 19. aug. 2018

Sted

ARoS
Aros Allé 2
8000 Aarhus C
Vis på kort

Kontakt

87 30 66 00
Museets hjemmeside